Der er næppe mange danskere, som ikke har bemærket, at Danmark står overfor en stor integrationsudfordring. Som beboer i det område der populært omtales 8210, Gellerup eller ghetto, er det problemer jeg er særligt bekendt med.

Når man bevæger sig ganske få kilometer vest for Aarhus Kulturhovedstad, er det ikke længere dyre stømlinede designs, regnbuer og lysshows der symboliserer Aarhus innovative kultur. Besøger man Bazar Vest, kan man på bedste Bazar manér forsyne sig med alt fra samosa til dragefrugt, mens de smilende sælgere prutter om prisen på arabisk, smiler og siger ”Ah Habibi! Hvad sku’ det være?”. Man kan gå over til Grimhøjmoskeen, som er kendt for sine religiøse udtalelser, i kiosken kan man se kvinder med tørklæder, burkaer og friske unge mænd i sænkede BMW’er med sidecut og arabisk musik. Maden du får serveret her er meget langt fra flæskesteg og indeholder ingredienser som du aldrig har hørt om.
Stedet emmer af kultur, men det er ikke dansk kultur og en blond akademisk kartoffeldansker som jeg selv, kan meget hurtig komme til at ligne en malplaceret turist.
Men jeg er velintegreret herude, jeg er med til de sociale arrangementer, bliver inviteret på besøg og får del i de gode tilbud. Jeg har oplevet de arabiske kvinder som både enormt varme og venlige og hvis du åbner dig for dem, tager de imod dig på en næsten søsterlig måde. Her kommer middagsinvitationer ikke med SU eller i lommekalender, men derimod når de ser at du kommer hjem kl. 18.30, med rander under øjnene og kopnudler i hånden. De unge mænd, med deres smart-fyr attitude, kan bestemt virke ligeså anmasende som en fuld dansk Brian-type på A-bar, men det er også dem der tilbyder at bære dine varer ud til bilen, når du står med et barn på armen.

Når to kulturer mødes, kan der opstå integrationsmæssige problemer, det handler i bund og grund ikke om parabol-TV, tørklæder eller kønsopdelt svømning. Det handler faktisk heller ikke om halvmåner eller burkaer, for når du har kigget længe nok på en arabisk kvinde, er du mere optaget af hendes øjne, end hendes hovedbeklædning.

I bund og grund, kan de fleste mennesker rumme en høj grad af forskellighed, så længe de nytilkomne indordner sig landets regler og principper. De fleste danskere går meget lidt op i om deres naboer holder jul, men snarer om de holder loven. Dit forhold til loven er udviklet gennem din retskultur og er noget du udvikler gennem hele din levetid og særligt i din barndom.

Når to danske børn befinder sig i en konflikt går de til forældrene eller en lærer og beder dem agere som dommer i børnenes konflikter, forældren skal gerne træffe en objektiv fair afgørelse, begge parter skal høres og dommeren skal ikke være forudantaget i konflikten eller tage parti, kan dommeren ikke afgøre hvem der har ret træffer han en neutral afgørelse, præcis som i retten.

Danske børn er opvokset med dansk (romersk) retskultur. Den er udviklet gennem generationer og historie og derfor en integreret del af deres opdragelse. De har fra barns minde, fået vejledning i ytringsfrihed, solidaritet, frihed lighed og broderskab.

Naturretten forudsætter, at sådanne rettigheder bør være åbenlyst ønskværdige og positive for enhver og derfor kan man med rette forvente, at når nye danskere ankommer, undersøger, overholder og forstår landets love. Det må jo være en rimelig ting at forvente og sådan ville vi jo selv agere, hvis vi kom til et nyt land (for det har vi jo lært, at man skal).

Men vi burde faktisk vide bedre…

Det burde faktisk ikke komme som en overraskelse at sådan en proces er både svær og kræver stor investering og gensidig forståelse, for det er faktisk noget vi danskere har prøvet på før, og på mange måder, uden særlig stor success.

I Grønland startede det i 1953. En proces der blev kaldt ”Danization, urbanization and modernization”, og som gik ud på at implementere Dansk ret i Inuitisk retskultur og gøre Grønlænderne ”mere danske” og selvom processen formelt sluttede i 1979 finder man den stadig i det Grønlandske retssystem med tydelige problemer med kulturel integration. Det er en proces vi har arbejdet på i over 75 år og en proces vi stadig ikke har mestret.
For Grønlandsk retskultur, bunder nogle af de basale problemer i forståelse af personlig integritet og personlig frihed. Den Grønlandske retskultur affejes (ligesom den arabiske) ofte som primitiv og tilbagestående, men det er langt fra tilfældet.

Man er, som Europæer, tilbøjelig til at antage at grønlandsk retskultur ville have en ringere beskyttelse af individet, men i realiteten er beskyttelsen af den personlige integritet så stor, at det netop er respekt for andres ret til fri mening, der i mange henseende blokerer for demokrati og offentlig debat.

Grønlandsk retskultur er designet til deres ydre omstændigheder, deres jord er res kommunis, konflikterne tilhører parterne og fællesskabet og der er fokus på subjektiv retfærdighed frem for objektiv retfærdighed.

For intern europæisk (særligt vesteuropæisk) integration er problemet minimalt, fordi vi deler den samme retskultur, nemlig den romerske ret. Omend nationale variationer kan give anledning til visse uoverensstemmelse, er vi i bund og grund enige om de fundamentale og basale rettigheder og er opdraget og uddannet til at se meningen og fornuften i disse regler.

Mange af de flygtninge der kommer idag, kommer fra samfund hvor straffene er hårdere end dem som man ser i Danmark, de er ikke vandt til det høje skattetryk, politiets metoder og rettens funktioner.
Når man gerne vil skabe en fælles forståelse, kan man vælge to veje: ”man kan tale et sprog de forstår” og gøre de danske straffe hårde nok til at de står mål med de arabiske, eller man kan ”lære dem at tale vores sprog” og i stedet tilbyde undervisning, vejledning og forklaring, for at lære dem at forstå rationalet og formålet med vores retssystem.

Men hvordan gør man så det?

Hvis man ikke har boet i Danmark så længe, eller har boet i Gellerup, Hasle eller Bispehaven hele sit liv, er det den baggrund man tager med sig og giver videre til sine børn. Når børnene så bliver 18 år, kommer der en bog ind af brevsprækken med titlen ”Grundloven” og nu forventes de altså at være en del af den danske retskultur, selvom de i øvrigt længe før det har været straffeansvarlige.

I andre alle andre Nordiske lande, har man udpeget en ”børneombudsmand” som både kan modtager klager og tilbyde undervisning. Det har man ikke i Danmark, børnekontoret kan kun behandle sager som har været udtømmende igennem retssystemet og administrative beslutningsorganer (og kan derfor ikke få hjælp uden forældresamtykke) og der er ingen undervisningsforpligtelser.

Børn og unge har ingen steder og henvende sig og der bliver ikke investeret i udvikling af børnenes retskultur. Det er en af grundene til, at Ret4Børn har anmodet om et pilotprojekt i Aarhus kommune, hvor undervisning og vejledning bliver tilbudt til børn og unge, særligt dem med anden etnisk baggrund.

Hvis en ung gennem sin opvækst, har lært sig en anden måde at håndtere konflikter på, som ikke involverer upartiske dommere og advokater, er det det han søger når han kommer i konflikter, nøjagtigt som danske unge søger råd i deres erfaringer og bagland.

Uden kyndig vejledning i rettigheder og det danske retssystem, samt hjælp til at navigere i det, er det hverken underligt eller chokerende, hvis unge henvender sig til sit bagland og den juridiske uddannelse han har fået gennem sit sociale og religiøse miljø i stedet for den bog, der kom med posten, da han fyldte 18.