Mobning på skolen og deres ansvar

Lærerne på din skole skal sørge for at holde øje med, om der er nogen der bliver mobbet. Din skole skal have en antimobbestrategi, hvilket vil sige en plan for hvordan man bedst forhindrer mobning på skolen.

Hvis en elev på skolen mobber en anden elev, kan skolen enten bortvise eleven der mobber, sende eleven hjem eller flytte personen ind i en anden klasse, for at undgå mobning.

Mobning på nettet (cybermobning)

Det kan ske at du bliver mobbet over internettet, f.eks. på din Facebook, Twitter, Instagram eller andre sociale medier.

I Danmark er det ikke ulovligt, i de fleste tilfælde, at mobbe online.

Vi har nemlig en meget bred ytringsfrihed – som betyder, at man må sige og skrive, hvad man vil. Men du må ikke mobbe andre mennesker på grund af deres hudfarve eller religion, fx hvis de er kristen, muslim, buddhist, jøde eller lignende.

Du må heller ikke mobbe andre fordi de er “bøsse” eller “lesbisk”, og du må ikke mobbe andre fordi de er yngre eller ældre end dig.

Er du pige må du ikke mobbe andre fordi de er drenge, og er du dreng må du ikke mobbe andre fordi de er piger.

Det er ulovligt, og hvis man ikke overholder det, kan man få en bøde eller komme i fængsel indtil 2 år, hvis man er over 15 år.

Deling af intime billeder

Udover at sende grimme beskeder over nettet, er der også nogen, som sender nøgenbilleder rundt på nettet eller til deres venner. Hvis en person videresender et billede af dig, uden du har givet lov til det, er det strafbart efter straffeloven. Dette kan faktisk medføre bøde eller op til 6 måneders fængsel.

Andet slags mobning

Hvis en mobber begynder at slå, sparke, spytte på dig, rive dig i håret eller andet, er det ikke længere mobning, men vold. Oplever du dette, skal du henvende dig til din lærer eller dine forældre, som skal hjælpe dig. Det er ulovligt, og kan derfor have konsekvenser for mobberen.

En mobber må heller ikke ødelægge dine ting, fx ved at smadre dine briller, ødelægge dit tøj, din skoletaske eller andre af dine ting.

Hvis mobberen spreder rygter om dig eller siger grimme ting til eller om dig, kan det også være ulovligt. Det kan fx være at mobberen tager et billede af en person på skolens toilet, eller fortæller alle at du lider af en alvorlig sygdom.   

Du må heller ikke hverken fortælle eller på nettet dele meget private oplysninger til andre personer, fx at de lider af en alvorlig sygdom.