Folketinget vil næste år fremsætte et lovforslag om, at børn fremover skal have ret til en bisidder i skilsmissesager. Formålet er at give barnet en “advokat”. Jeg arbejder selv som advokatfuldmægtig hos Ret4Børn, som arbejder med børnerettigheder og vi ved at problemerne stikker dybere.

Vi ved, at børn og unge i dag står i store retlige konflikter. Det er ikke kun skilsmissebørn, men også unge drenge som brænder biler af, piger der får delt deres intime billeder, børn som bliver mobbet, eller piger bliver unge mødre mod deres vilje, fordi de ikke tør betro sig til sine forældre før det er for sent og ikke ved hvad de skal gøre.

Forældrene kommer altid først

De unge piger bliver hårdest ramt

Børneret eksisterer primært ud fra hensyn til forældremyndighedsindehaveren og kommer til udtryk som ”forældresamtykket”. I det praktiske liv, betyder det, at børn ikke kan handle retligt uden forældrenes samtykke, og det er ikke kun et problem for skilsmissebørn.

Når den 16årige skal have en abort, skal forældrene samtykke. Det er en bestemmelse som er et levn fra tidligere tider, hvor unge piger havde en mindre grad af frihed. Piger der er fyldt 15 kan købe prævention, blive behandlet for kønssygdomme og er efter loven over den seksuelle lavalder, men når det kommer til at få en abort, er hvad der burde være en hver kvindes ret uanset alder, er de underlagt forældresamtykke.

Samfundet anerkender fuldt ud, at særligt unge piger fra religiøse hjem, kan være meget pressede i forhold til konventionelle holdninger til en dames opførsel. Koncepter som “æresdrab”, ”tvangsægteskab” og “udstødelse” er ikke ukendt i dansk kultur. Man udviser endda i sundhedslovens praksis forståelse for de 17årige, som ikke har kontakt med deres forældre, men hvis abortankenævnet ikke vurderer at der er farer for grov vold eller livet eller andre helt særlige omstændigheder, er der ingen hjælp at hente, for det er forældrenes trumfende ret at vide og endda samtykke, også selvom den unge bliver presset til ægteskab eller reder sig en lussing og udskamning for hendes utugt.

Når der udskives recept på klamydia-medicin til et barn under 15, er det forældrenes ret at vide det. Mange unge under 15 skjuler en kønssygdom (med risiko for senere fertilitetsproblemer) eller graviditet for længe, fordi de ikke ønsker, at forældrene skal vide, at de er seksuelt aktive. Det er ofte ikke en ordning der tilgodeser barnets behov. Det er heller ikke en ordning der tilgodeser samfundet, som skal bære omkostningerne heraf, og hvis man arbejder ud fra en forudsætning om, at forældre vil deres børn det bedste, vil de da endda også foretrække at deres barn taler med dem om tingene senere (eller slet ikke), frem for at de gennemfører en graviditet eller risikerer sterilisation, fordi de er for blufærdige til at tale om deres intime forhold.

Somme tider er konfrontationen endda så uoverskuelig for de unge, at de hellere tager deres eget liv eller efterlader deres uønskede spædbørn i plastikposer

Men behandlingssamtykket kan ramme alle børn.

Børn under 15 har som udgangspunkt heller ikke ret til at modsætte sig behandling, vaccination eller endda omskæring, hvis forældrene har bestemt noget andet, medmindre det (efter praksis) vurderes at ”gøre meningsfuld modstand”, hvilket naturligvis er den enkelte læges vurdering. Er den unge så utilfreds med den behandling han har modtaget eller den læge som vurderede a hans modstand ikke var meningsfuld, kan han heller ikke klage uden forældresamtykke.

Men det rammer også andre børn.

Når barnet skal anbringes udenfor hjemmet eller forældrene skal skilles, er det ikke heller noget barnet har nogen ret til eller er part i. Barnets synspunkter skal belyses, men selv hvis barnet har givet udtryk for det modsatte, kan statsforvaltningen træffe beslutningen alligevel. Det er naturligvis fordi nogle børn er meget fastlåste i destruktive miljøer, men gerne vil glæde deres forældre eller er bange for alternativet, men barnet kan ikke kræve ændring i samvær eller sagsbehandling.

Når barnet distiger sig til at spørge sine forældre, bliver det som oftest mødt med stærke følelser, det kan være beskyldninger, forsikringer om at de nok skal finde ud af det, en velmenende afvisning, eller forældrenes chokerede øjne, som er fyldt af dårlige samvittighed og selvbebrejdelse over at deres barn nu stiller sådanne spørgsmål. Henvender barnet sig til statsforvaltningen, bliver det mødt af specialister, som indædt undersøger barnets følelser og vurderer hvordan barnet har det og skåner barnet efter alle kunstens regler, men barnet for aldrig de klare svar og overblik, som det søger, fordi det skønnes for umodent til at forstå dem. Barnet bliver til en bold, der kastes omkring, uden at kunne blive medspiller eller kende spillets regler – og så bliver de syge.

Forældreansvarsloven indleder sin retfærdighed, med hensyn til “barnets tarv”, som skal belyses ved samtaler og vurderinger. Forældrene, loven og forvaltningen mener alle at de ved hvad der er deres barns tarv, men barnet selv er som oftest degraderet til et hensyn der skal belyses og eventuelt høres. En adgang til at indkalde til møde om samvær er da også blevet givet til børn fra og med 10 år forudsat at barnet kan finde ud af at anvende den og forældrene samtykker.

Det er langt fra alle forældre, som kan finde ud af at varetage deres børns interesser og det er ikke kun omkring skilsmisse.

Jeg kan nævne en sag fra vores egen erfaring, hvor en far ville anlægge sag mod børnenes mor, for at have brugt børnenes børneopsparing, som de havde fået af deres farmor og farfar. Faren kunne ikke anlægge sagen på vegne af børnene uden at begge forældremyndighedsindehavere skulle samtykke. Det nægtede moderen selvfølgelig.

Vi skulle skamme os!

Når man udpeger børn som en af samfundets mest sårbare grupper, med aller størst beskyttelsesbehov, men samtidig fratager dem selvstændig råderet, uanset hvor legitimt og anerkendelsesværdigt deres behov måtte være, står man med et stort problem. Når børnenes interesser forrådes af forældrene, er der tale om et svigt og når loven så kræver, at advokater og domstole afviser lige netop disse børn, er der tale om et dobbelt svigt. Når afvisningen er opfulgt af en besked om at de skal have lov af de forældre som netop er en del af problemet, er det ikke underligt at barnet føler sig forvirret, svigtet, fortabt og måske endda til grin. Det er vigtigt at forældresamtykket og oplysningspligten bliver revideret og at børn udstyres med mulighed for fri proces og offentlig retshjælp.

 

Men ret er ikke nok. For at børn skal kunne bruge deres rettigheder, skal de også kende dem.

Mange børn er fanget i retslige tvister, uden at de ved hvad de har ret til eller hvor de skal henvende sig. Når børn bliver udsat for mobning, har problemer på deres arbejde, får delt intime billeder, vil flytte hjemmefra eller er fanget i forældrenes skilsmisse, er det de færreste børn som ved hvad de har ret til.

Når børnene har ondt i maven, kan de gå til sundhedsplejersken, når de har ondt i tænderne, kan de gå til tandlægen og når de har ondt i sjælen, kan de gå til skolepsykologen. Men hvor går de hen når de bliver uretfærdigt behandlet? – Måske til læreren, som efter bedste pædagogiske principper forklarer at man skal dele og at man ikke må slå,  men det er ikke megen hjælp til det barn som finder sine intime billeder på internettet, eller den unge, som under de større drenges forsikring, tror han kan slippe af sted med at male grafitti fordi han er under den kriminelle lavalder. Det er både urimeligt, at forlange at læreren kan vejlede børn i retlige konflikter og tager tid fra det vigtige pædagogiske og undervisningsmæssige arbejde, de allerede har for hånden. Nogle, større børn kan henvende sig på kommunen eller skrive til statsforvaltningen (forudsat det skulle kunne finde tid og transport til det efter skolen), men det er de færreste børn der selv tager sådan et initiativ, fordi systemet er stort og uoverskueligt. At man henviser barnet til forældre, som har deres interesser i sagen, eller lade kvaliteten af vejledningen afhænge af forældrenes indsigt i retssystemet, deres økonomi, eller overskud og vilje, er ikke kun uprofessionelt, men også skadeligt for den sociale arv.

Hvad gør vi ved det?

Det er ikke underligt at børn og unge ikke kender til loven og heller ikke, at de ikke altid overholder den. – Særligt ikke, hvis deres forældre heller ikke er velbevandret i dansk ret. Jeg mindes et barn der begejstret sagde til sin bedstemor, at hvis hun fandt en Iphone havde hun beholdt den, uden at bedstemoren kommenterede på dette. De fleste børn ved at man ikke må stjæle og begå vold, men hvad ved de om erstatningsansvar, revselsesret, hærværk, ulovlig omgang med hittegods, hæleri, ophavsret, privatlivets fred, ulovlig indtrængen, ungdomssanktion og ungepålæg. Hvis man giver børnene klarhed og juridisk overblik, kan det ikke blot styrke deres egen moralske sans, men også være et redskab til de skoler og lærere som oplever problemer. En skolejurist kunne vejlede børnene, både skilsmisse-grupperne, klasser med mobning, ungarbejdere og unge entreprenører.

Vores forening Ret4Børn har i den forbindelse foreslået et pilot projekt for Aarhus kommune og de politiske partier. Ideen er at tilbyde juridisk vejledning til børn, i deres trygge omgivelser på skolen, hvor børn kan henvende sig anonymt og uforpligtende, for at høre om deres muligheder, samt holde oplæg og uddele materiale.

Det er en bred misforståelse, at forældrene bliver krænkede, hvis man giver børnene mulighed for at søge retfærdighed. Det er en underdrivelse at tro, at børn og unge ikke har retlige problemer og det er naivt og tro, at forældrene altid handler fornuftigt og i barnets interesse.

Det er anerkendelsesværdigt at tilbyde børn en ”advokat” i skilsmissesager, men måske var det så også på tide at lade børnene få en advokat.