Retskultur kommer ikke med posten

Der er næppe mange danskere, som ikke har bemærket, at Danmark står overfor en stor integrationsudfordring. Som beboer i det område der populært omtales 8210, Gellerup eller ghetto, er det problemer jeg er særligt bekendt med.

Når man bevæger sig ganske få kilometer vest for Aarhus Kulturhovedstad, er det ikke længere dyre stømlinede designs, regnbuer og lysshows der symboliserer Aarhus innovative kultur. Besøger man Bazar Vest, kan man på bedste Bazar manér forsyne sig med alt fra samosa til dragefrugt, mens de smilende sælgere prutter om prisen på arabisk, smiler og siger ”Ah Habibi! Hvad sku’ det være?”. Man kan gå over til Grimhøjmoskeen, som er kendt for sine religiøse udtalelser, i kiosken kan man se kvinder med tørklæder, burkaer og friske unge mænd i sænkede BMW’er med sidecut og arabisk musik. Maden du får serveret her er meget langt fra flæskesteg og indeholder ingredienser som du aldrig har hørt om.
Stedet emmer af kultur, men det er ikke dansk kultur og en blond akademisk kartoffeldansker som jeg selv, kan meget hurtig komme til at ligne en malplaceret turist.
Men jeg er velintegreret herude, jeg er med til de sociale arrangementer, bliver inviteret på besøg og får del i de gode tilbud. Jeg har oplevet de arabiske kvinder som både enormt varme og venlige og hvis du åbner dig for dem, tager de imod dig på en næsten søsterlig måde. Her kommer middagsinvitationer ikke med SU eller i lommekalender, men derimod når de ser at du kommer hjem kl. 18.30, med rander under øjnene og kopnudler i hånden. De unge mænd, med deres smart-fyr attitude, kan bestemt virke ligeså anmasende som en fuld dansk Brian-type på A-bar, men det er også dem der tilbyder at bære dine varer ud til bilen, når du står med et barn på armen.

Når to kulturer mødes, kan der opstå integrationsmæssige problemer, det handler i bund og grund ikke om parabol-TV, tørklæder eller kønsopdelt svømning. Det handler faktisk heller ikke om halvmåner eller burkaer, for når du har kigget længe nok på en arabisk kvinde, er du mere optaget af hendes øjne, end hendes hovedbeklædning.

I bund og grund, kan de fleste mennesker rumme en høj grad af forskellighed, så længe de nytilkomne indordner sig landets regler og principper. De fleste danskere går meget lidt op i om deres naboer holder jul, men snarer om de holder loven. Dit forhold til loven er udviklet gennem din retskultur og er noget du udvikler gennem hele din levetid og særligt i din barndom.

Når to danske børn befinder sig i en konflikt går de til forældrene eller en lærer og beder dem agere som dommer i børnenes konflikter, forældren skal gerne træffe en objektiv fair afgørelse, begge parter skal høres og dommeren skal ikke være forudantaget i konflikten eller tage parti, kan dommeren ikke afgøre hvem der har ret træffer han en neutral afgørelse, præcis som i retten.

Danske børn er opvokset med dansk (romersk) retskultur. Den er udviklet gennem generationer og historie og derfor en integreret del af deres opdragelse. De har fra barns minde, fået vejledning i ytringsfrihed, solidaritet, frihed lighed og broderskab.

Naturretten forudsætter, at sådanne rettigheder bør være åbenlyst ønskværdige og positive for enhver og derfor kan man med rette forvente, at når nye danskere ankommer, undersøger, overholder og forstår landets love. Det må jo være en rimelig ting at forvente og sådan ville vi jo selv agere, hvis vi kom til et nyt land (for det har vi jo lært, at man skal).

Men vi burde faktisk vide bedre…

Det burde faktisk ikke komme som en overraskelse at sådan en proces er både svær og kræver stor investering og gensidig forståelse, for det er faktisk noget vi danskere har prøvet på før, og på mange måder, uden særlig stor success.

I Grønland startede det i 1953. En proces der blev kaldt ”Danization, urbanization and modernization”, og som gik ud på at implementere Dansk ret i Inuitisk retskultur og gøre Grønlænderne ”mere danske” og selvom processen formelt sluttede i 1979 finder man den stadig i det Grønlandske retssystem med tydelige problemer med kulturel integration. Det er en proces vi har arbejdet på i over 75 år og en proces vi stadig ikke har mestret.
For Grønlandsk retskultur, bunder nogle af de basale problemer i forståelse af personlig integritet og personlig frihed. Den Grønlandske retskultur affejes (ligesom den arabiske) ofte som primitiv og tilbagestående, men det er langt fra tilfældet.

Man er, som Europæer, tilbøjelig til at antage at grønlandsk retskultur ville have en ringere beskyttelse af individet, men i realiteten er beskyttelsen af den personlige integritet så stor, at det netop er respekt for andres ret til fri mening, der i mange henseende blokerer for demokrati og offentlig debat.

Grønlandsk retskultur er designet til deres ydre omstændigheder, deres jord er res kommunis, konflikterne tilhører parterne og fællesskabet og der er fokus på subjektiv retfærdighed frem for objektiv retfærdighed.

For intern europæisk (særligt vesteuropæisk) integration er problemet minimalt, fordi vi deler den samme retskultur, nemlig den romerske ret. Omend nationale variationer kan give anledning til visse uoverensstemmelse, er vi i bund og grund enige om de fundamentale og basale rettigheder og er opdraget og uddannet til at se meningen og fornuften i disse regler.

Mange af de flygtninge der kommer idag, kommer fra samfund hvor straffene er hårdere end dem som man ser i Danmark, de er ikke vandt til det høje skattetryk, politiets metoder og rettens funktioner.
Når man gerne vil skabe en fælles forståelse, kan man vælge to veje: ”man kan tale et sprog de forstår” og gøre de danske straffe hårde nok til at de står mål med de arabiske, eller man kan ”lære dem at tale vores sprog” og i stedet tilbyde undervisning, vejledning og forklaring, for at lære dem at forstå rationalet og formålet med vores retssystem.

Men hvordan gør man så det?

Hvis man ikke har boet i Danmark så længe, eller har boet i Gellerup, Hasle eller Bispehaven hele sit liv, er det den baggrund man tager med sig og giver videre til sine børn. Når børnene så bliver 18 år, kommer der en bog ind af brevsprækken med titlen ”Grundloven” og nu forventes de altså at være en del af den danske retskultur, selvom de i øvrigt længe før det har været straffeansvarlige.

I andre alle andre Nordiske lande, har man udpeget en ”børneombudsmand” som både kan modtager klager og tilbyde undervisning. Det har man ikke i Danmark, børnekontoret kan kun behandle sager som har været udtømmende igennem retssystemet og administrative beslutningsorganer (og kan derfor ikke få hjælp uden forældresamtykke) og der er ingen undervisningsforpligtelser.

Børn og unge har ingen steder og henvende sig og der bliver ikke investeret i udvikling af børnenes retskultur. Det er en af grundene til, at Ret4Børn har anmodet om et pilotprojekt i Aarhus kommune, hvor undervisning og vejledning bliver tilbudt til børn og unge, særligt dem med anden etnisk baggrund.

Hvis en ung gennem sin opvækst, har lært sig en anden måde at håndtere konflikter på, som ikke involverer upartiske dommere og advokater, er det det han søger når han kommer i konflikter, nøjagtigt som danske unge søger råd i deres erfaringer og bagland.

Uden kyndig vejledning i rettigheder og det danske retssystem, samt hjælp til at navigere i det, er det hverken underligt eller chokerende, hvis unge henvender sig til sit bagland og den juridiske uddannelse han har fået gennem sit sociale og religiøse miljø i stedet for den bog, der kom med posten, da han fyldte 18.

Forældresamtykket

Folketinget vil næste år fremsætte et lovforslag om, at børn fremover skal have ret til en bisidder i skilsmissesager. Formålet er at give barnet en “advokat”. Jeg arbejder selv som advokatfuldmægtig hos Ret4Børn, som arbejder med børnerettigheder og vi ved at problemerne stikker dybere.

Vi ved, at børn og unge i dag står i store retlige konflikter. Det er ikke kun skilsmissebørn, men også unge drenge som brænder biler af, piger der får delt deres intime billeder, børn som bliver mobbet, eller piger bliver unge mødre mod deres vilje, fordi de ikke tør betro sig til sine forældre før det er for sent og ikke ved hvad de skal gøre.

Forældrene kommer altid først

De unge piger bliver hårdest ramt

Børneret eksisterer primært ud fra hensyn til forældremyndighedsindehaveren og kommer til udtryk som ”forældresamtykket”. I det praktiske liv, betyder det, at børn ikke kan handle retligt uden forældrenes samtykke, og det er ikke kun et problem for skilsmissebørn.

Når den 16årige skal have en abort, skal forældrene samtykke. Det er en bestemmelse som er et levn fra tidligere tider, hvor unge piger havde en mindre grad af frihed. Piger der er fyldt 15 kan købe prævention, blive behandlet for kønssygdomme og er efter loven over den seksuelle lavalder, men når det kommer til at få en abort, er hvad der burde være en hver kvindes ret uanset alder, er de underlagt forældresamtykke.

Samfundet anerkender fuldt ud, at særligt unge piger fra religiøse hjem, kan være meget pressede i forhold til konventionelle holdninger til en dames opførsel. Koncepter som “æresdrab”, ”tvangsægteskab” og “udstødelse” er ikke ukendt i dansk kultur. Man udviser endda i sundhedslovens praksis forståelse for de 17årige, som ikke har kontakt med deres forældre, men hvis abortankenævnet ikke vurderer at der er farer for grov vold eller livet eller andre helt særlige omstændigheder, er der ingen hjælp at hente, for det er forældrenes trumfende ret at vide og endda samtykke, også selvom den unge bliver presset til ægteskab eller reder sig en lussing og udskamning for hendes utugt.

Når der udskives recept på klamydia-medicin til et barn under 15, er det forældrenes ret at vide det. Mange unge under 15 skjuler en kønssygdom (med risiko for senere fertilitetsproblemer) eller graviditet for længe, fordi de ikke ønsker, at forældrene skal vide, at de er seksuelt aktive. Det er ofte ikke en ordning der tilgodeser barnets behov. Det er heller ikke en ordning der tilgodeser samfundet, som skal bære omkostningerne heraf, og hvis man arbejder ud fra en forudsætning om, at forældre vil deres børn det bedste, vil de da endda også foretrække at deres barn taler med dem om tingene senere (eller slet ikke), frem for at de gennemfører en graviditet eller risikerer sterilisation, fordi de er for blufærdige til at tale om deres intime forhold.

Somme tider er konfrontationen endda så uoverskuelig for de unge, at de hellere tager deres eget liv eller efterlader deres uønskede spædbørn i plastikposer

Men behandlingssamtykket kan ramme alle børn.

Børn under 15 har som udgangspunkt heller ikke ret til at modsætte sig behandling, vaccination eller endda omskæring, hvis forældrene har bestemt noget andet, medmindre det (efter praksis) vurderes at ”gøre meningsfuld modstand”, hvilket naturligvis er den enkelte læges vurdering. Er den unge så utilfreds med den behandling han har modtaget eller den læge som vurderede a hans modstand ikke var meningsfuld, kan han heller ikke klage uden forældresamtykke.

Men det rammer også andre børn.

Når barnet skal anbringes udenfor hjemmet eller forældrene skal skilles, er det ikke heller noget barnet har nogen ret til eller er part i. Barnets synspunkter skal belyses, men selv hvis barnet har givet udtryk for det modsatte, kan statsforvaltningen træffe beslutningen alligevel. Det er naturligvis fordi nogle børn er meget fastlåste i destruktive miljøer, men gerne vil glæde deres forældre eller er bange for alternativet, men barnet kan ikke kræve ændring i samvær eller sagsbehandling.

Når barnet distiger sig til at spørge sine forældre, bliver det som oftest mødt med stærke følelser, det kan være beskyldninger, forsikringer om at de nok skal finde ud af det, en velmenende afvisning, eller forældrenes chokerede øjne, som er fyldt af dårlige samvittighed og selvbebrejdelse over at deres barn nu stiller sådanne spørgsmål. Henvender barnet sig til statsforvaltningen, bliver det mødt af specialister, som indædt undersøger barnets følelser og vurderer hvordan barnet har det og skåner barnet efter alle kunstens regler, men barnet for aldrig de klare svar og overblik, som det søger, fordi det skønnes for umodent til at forstå dem. Barnet bliver til en bold, der kastes omkring, uden at kunne blive medspiller eller kende spillets regler – og så bliver de syge.

Forældreansvarsloven indleder sin retfærdighed, med hensyn til “barnets tarv”, som skal belyses ved samtaler og vurderinger. Forældrene, loven og forvaltningen mener alle at de ved hvad der er deres barns tarv, men barnet selv er som oftest degraderet til et hensyn der skal belyses og eventuelt høres. En adgang til at indkalde til møde om samvær er da også blevet givet til børn fra og med 10 år forudsat at barnet kan finde ud af at anvende den og forældrene samtykker.

Det er langt fra alle forældre, som kan finde ud af at varetage deres børns interesser og det er ikke kun omkring skilsmisse.

Jeg kan nævne en sag fra vores egen erfaring, hvor en far ville anlægge sag mod børnenes mor, for at have brugt børnenes børneopsparing, som de havde fået af deres farmor og farfar. Faren kunne ikke anlægge sagen på vegne af børnene uden at begge forældremyndighedsindehavere skulle samtykke. Det nægtede moderen selvfølgelig.

Vi skulle skamme os!

Når man udpeger børn som en af samfundets mest sårbare grupper, med aller størst beskyttelsesbehov, men samtidig fratager dem selvstændig råderet, uanset hvor legitimt og anerkendelsesværdigt deres behov måtte være, står man med et stort problem. Når børnenes interesser forrådes af forældrene, er der tale om et svigt og når loven så kræver, at advokater og domstole afviser lige netop disse børn, er der tale om et dobbelt svigt. Når afvisningen er opfulgt af en besked om at de skal have lov af de forældre som netop er en del af problemet, er det ikke underligt at barnet føler sig forvirret, svigtet, fortabt og måske endda til grin. Det er vigtigt at forældresamtykket og oplysningspligten bliver revideret og at børn udstyres med mulighed for fri proces og offentlig retshjælp.

 

Men ret er ikke nok. For at børn skal kunne bruge deres rettigheder, skal de også kende dem.

Mange børn er fanget i retslige tvister, uden at de ved hvad de har ret til eller hvor de skal henvende sig. Når børn bliver udsat for mobning, har problemer på deres arbejde, får delt intime billeder, vil flytte hjemmefra eller er fanget i forældrenes skilsmisse, er det de færreste børn som ved hvad de har ret til.

Når børnene har ondt i maven, kan de gå til sundhedsplejersken, når de har ondt i tænderne, kan de gå til tandlægen og når de har ondt i sjælen, kan de gå til skolepsykologen. Men hvor går de hen når de bliver uretfærdigt behandlet? – Måske til læreren, som efter bedste pædagogiske principper forklarer at man skal dele og at man ikke må slå,  men det er ikke megen hjælp til det barn som finder sine intime billeder på internettet, eller den unge, som under de større drenges forsikring, tror han kan slippe af sted med at male grafitti fordi han er under den kriminelle lavalder. Det er både urimeligt, at forlange at læreren kan vejlede børn i retlige konflikter og tager tid fra det vigtige pædagogiske og undervisningsmæssige arbejde, de allerede har for hånden. Nogle, større børn kan henvende sig på kommunen eller skrive til statsforvaltningen (forudsat det skulle kunne finde tid og transport til det efter skolen), men det er de færreste børn der selv tager sådan et initiativ, fordi systemet er stort og uoverskueligt. At man henviser barnet til forældre, som har deres interesser i sagen, eller lade kvaliteten af vejledningen afhænge af forældrenes indsigt i retssystemet, deres økonomi, eller overskud og vilje, er ikke kun uprofessionelt, men også skadeligt for den sociale arv.

Hvad gør vi ved det?

Det er ikke underligt at børn og unge ikke kender til loven og heller ikke, at de ikke altid overholder den. – Særligt ikke, hvis deres forældre heller ikke er velbevandret i dansk ret. Jeg mindes et barn der begejstret sagde til sin bedstemor, at hvis hun fandt en Iphone havde hun beholdt den, uden at bedstemoren kommenterede på dette. De fleste børn ved at man ikke må stjæle og begå vold, men hvad ved de om erstatningsansvar, revselsesret, hærværk, ulovlig omgang med hittegods, hæleri, ophavsret, privatlivets fred, ulovlig indtrængen, ungdomssanktion og ungepålæg. Hvis man giver børnene klarhed og juridisk overblik, kan det ikke blot styrke deres egen moralske sans, men også være et redskab til de skoler og lærere som oplever problemer. En skolejurist kunne vejlede børnene, både skilsmisse-grupperne, klasser med mobning, ungarbejdere og unge entreprenører.

Vores forening Ret4Børn har i den forbindelse foreslået et pilot projekt for Aarhus kommune og de politiske partier. Ideen er at tilbyde juridisk vejledning til børn, i deres trygge omgivelser på skolen, hvor børn kan henvende sig anonymt og uforpligtende, for at høre om deres muligheder, samt holde oplæg og uddele materiale.

Det er en bred misforståelse, at forældrene bliver krænkede, hvis man giver børnene mulighed for at søge retfærdighed. Det er en underdrivelse at tro, at børn og unge ikke har retlige problemer og det er naivt og tro, at forældrene altid handler fornuftigt og i barnets interesse.

Det er anerkendelsesværdigt at tilbyde børn en ”advokat” i skilsmissesager, men måske var det så også på tide at lade børnene få en advokat.